Her kæmper danskerne
'Danske venues'
National Indoor Stadium
National Indoor Stadium har fået øgenavnet "Viften" på grund af arkitekturen, som ligner en klassisk kinesisk vifte.
National Indoor Stadium i Beijing blev bygget til sommer-OL i 2008, hvor der blev udøvet rytmisk sportsgymnastik, trampolinspring og håndbold.
Ishockeykampene under Beijing 2022 bliver spillet både her og i Wukesong Sports Centre.
National Aquatics Centre
Ved OL i Beijing 2008 blev National Aquatics Centre brugt til svømmedisciplinerne. Indtil nu har hallen gået under øgenavnet "The Water Cube".
Til vinter-OL i Beijing 2022 har hallen fået et nyt øgenavn, "The Ice Cube". Svømmebassinet er nemlig omdannet til curlingbaner, og det er her, de danske curlingkvinder og -mænd skal kæmpe om OL-medaljer.
Efter vinter-OL vil hallen skiftevis blive brugt til både sommer- og vintersportsgrene alt efter sæsonen.
National Speed Skating Oval
Alle speedskating-konkurrencerne foregår i 'The National Speed Skating Oval', som er bygget samme sted, hvor der blev spillet hockey og skudt med bue og pil i forbindelse med sommer-OL i 2008.
Arenaen huser den største 'is-flade' i Asien med et areal på 12.000 kvm. og ville kunne huse 12.000 tilskuere, hvis ikke der havde været coronarestriktioner.
Det er her i 'The Ice Ribbon', at de danske speedskatere skal kæmpe mod verdenseliten.
National Biathlon Center in Zhangjialou
Zhangjiakou er et populært kinesisk skiområde omkring 180 km nordvest for Beijing.
Zhangjiakou er vært for de fleste ski- og snowboarddiscipliner til vinter-OL 2022; herunder freestyle, langrend, skihop, nordisk kombineret og skiskydning.
'National Biathlon Centre' ligger i Zhangjiakou City i den kinesiske Hebei provins.
Efter OL vil skiskydningscenteret blive brugt af det kinesiske skiskydningslandshold som træningsfacilitet og som et resort for turister.
National Alpine Ski Centre Yanqing
Omkring 100 kilometer nordvest for Beijing ligger Yanqing, som er et bjergrigt område med varme kilder, national parker og skiområder samt Badaling-sektionen af 'Den Kinesiske Mur'.
I Yanqing vil der under vinter-OL blive afviklet alpint skiløb samt bobslæde-, kælk- og skeletonkonkurrencer.
I Xiaohaituo-bjergene i den nordvestlige del af Yanqing ligger 'National Alpine Ski Centre'. Den består af syv pister og har plads til 5.000 siddende og 3.500 stående tilskuere.